På Rolf Høeghs blog finder du idéer til både salg og en bedre tilværelse som menneske

Er du interesseret i at øge salget?
Se alle mine andre indlæg på bloggen eller kontakt mig direkte på mail.

Annoncer der sælger

Lad mig indrømme det med det samme:
Annoncetekster for boliger er ikke altid de mest informative.
Men alligevel læses de af mange.

Alt for ofte kommer disse – mange gange overdrevne tillægsord: vidunderlig, charmerende, børnevenligt, fantastisk eller denne: ”Et hus som skal ses!” Sig mig lige, er der virkelig huse man ikke behøver at se, inden man køber?

Nogle skriver ”et stenkast fra havet”
men sjovt nok aldrig ”et stenkast fra skolen eller ”et stenkast fra Nørrebro Ungdomshus”.

Et arbejdsrigtigt køkken. Ved du hvad det er? Et køkken som er så lille (læs: meget lille) at du kan nå både komfur, køleskab, opvaskemaskine, skabe med tallerkener – alt sammen uden at flytte dig en eneste centimeter. Du kan nemlig ikke flytte dig, så lille er det.

Du kan også læse om en ugenert eller ugeneret have (vi mæglere er ret uenige i, hvilket af ordene som er korrekt). Gad vide, hvem det er der generer alle de andre haver. Mange er også uenige om det hedder stråtægt hus eller stråtækt hus. Alle er dog enige i det hedder tækkemand.

Kan godt forstå at de folk som kommer til ”en vidunderlig udsigt”, bliver sure over at de skal stå på en ølkasse for overhovedet at skimte en udsigt.

Derfor indførte vi i Place2live begrebet ”Ærlige annoncer”. Det betyder, at hvis en annonce overdriver om en udsigt eller andet, betaler vi straks et pænt beløb til en velgørende institution efter kundens valg.

Her er et par eksempler på annoncer, vi har brugt med stor succes. De kan vist godt kaldes ærlige. Flere eksemplet kan du finde i Rolf Høeghs bestseller til kun kr. 268 incl. moms:  EN SÆLGERS BEKENDELSER.  (I øvrigt en god julegave ide)

1. Når man skal sælge en kedelig ejendom

Vi var mægler nr. fem som prøvede at sælge et ikke særlig kønt hus, som havde været til salg i 2½ år. Jeg bad om ejerens skriftlige tilladelse til at rakke huset ned. Den fik jeg. Her er annoncen:

Hillerød – Håbløs elendig ejendom sælges

Kedelig ejendom i Helsingørgade. Grimt køkken. Stue med aircondition (dvs. et hul i gulvet direkte til kælder med kølig fugtig luft.  Et badeværelse du ikke engang vil lade svigermor bruge. Det bedste ved carporten er den ikke er faldet sammen (endnu). Ligger to ejendomsmægler-minutter fra stationen (Svarer til fem almindelige minutter). Åbent hus i dag kl. 14-15.

Der kom vel nok mere end 100 familier på besøg. Huset blev solgt samme dag. Til samme pris de andre havde prøvet længe. Vi fik mange søde henvendelser fra folk, som kunne lide min ærlige beskrivelse.

Det eneste negative var, at vi en måned efter fik en klage fra Dansk Ejendomsmæglerforening. Fordi vi ironiserede over os ejendomsmæglere, da vi skrev to ejendomsmægler-minutter som svarer til fem reelle minutter. Jeg bebrejder ikke Ejendomsmæglerforeningen. Når de får en klage fra en kollega, skal de naturligvis gribe ind. Jeg hørte aldrig fra min forening om klagen siden.

2. Når ingen tror på en mægler-annonce

Jeg skulle sælge et hus i Jægerspris-området. For nogle lidt langt fra København. Men udsigten var formidabel. Men hvem gider køre langt, for igen at blive skuffet over overdrevne ejendomsmægler-annoncer. Så jeg skrev i annoncen:

Jægerspris – GARANTI for skøn havudsigt

Fantastisk udsigt over vandet. Så en beskrivelse af huset, afsluttende med denne vigtige tekst: PS: Passer det med udsigten ikke, betaler vi din benzin, ligegyldigt hvor i Danmark du kommer fra.

Ved det åbne hus, holdt der ufattelig mange biler. Nogle blev nok skuffet over ikke at få gratis benzin, men huset blev solgt samme eftermiddag.

Som skrevet, se flere eksempler i EN SÆLGERS BEKENDELSER